Kristine T. Boeskov

Undskyld det roder!

Måned: september 2018

Brev til far

Den 17. september 2017 falder min far om af en blodprop i hjertet. Seks måneder efter han er gået på pension og skal til at nyde tilværelsen med min mor. Han blev 70 år gammel. Der er mange ting vi ikke nåede, og mange ting jeg ikke har fået sagt eller bearbejdet. Derfor har jeg skrevet det her brev til far.

Kære far

I dag er det den 16. september, og vi er på vej over for at fejre mormors fødselsdag. Nøjagtig som for et år siden. Der fyldte hun 90 og vi skulle holde det i Tivoli. Du var med os. Det føles som var det i går.

Mormors fødselsdag

Frokost i Grøften og du var toastmaster. Det var tydeligt at se, at du var stolt over den tale som mor holdt. I vores familie har du jo altid været den store taler. Drengene har arvet den evne.

Men selvom alt virkede godt, så var der alligevel noget, der ikke var som det skulle være. Efter maden blev du dårlig med, hvad der syntes som maveonde og en nerve i klemme i ryggen. Vi var bekymret for dig, da vi slet ikke er vant til at se dig sådan, og jeg tror aldrig du lod os vide, hvor ondt du egentlig havde det den dag.

Hjemturen

I bilen på vej hjem fra København havde du det rigtig skidt, og vi prøvede alle ihærdigt at overtale dig til, at vi skulle svinge forbi vagtlægen i Odense, hvor T og jeg alligevel skulle sættes af. Vi plagede dig hele vejen fra Greve og til Odense, men i Odense påstod du, at du havde det bedre, for den nerve der sad i klemme i ryggen havde givet sig lidt. Du ville ikke høre tale om at skulle til lægen og blev vred på os. Til sidst lovede du dog at se en fysioterapeut om mandagen.

17. september 2017

Dagen efter er jeg stadig bekymret og ringer til mor om morgenen for at høre, hvordan du har det. I er ikke stået op endnu og det går bedre, selvom du har været oppe i løbet af natten. Ok, fint. Mor og jeg bliver enige om, at vi tvinger dig til at få behandling for den ryg om mandagen. Halvanden time senere ringer min telefon. Det er mor, og før jeg tager den, ved jeg i mit hjerte, at der er noget galt.

Mens jeg snakker med mor er redderne i gang, men der er ikke noget at gøre. Du er væk.

Den 6. september 2017

Jeg husker tydeligt den dag jeg fortalte dig, at du skulle være morfar. Et år forinden havde jeg fortalt det samme, men jeg aborterede i uge 12. Det havde du det skidt med, at din lille pige skulle igennem det. Efterfølgende skulle det vise sig at blive svært at blive gravid igen.

Så da jeg havde været ved lægen og fået det bekræftet den 6. september 2017 sad jeg i bilen og overvejede, om jeg skulle fortælle det med det samme denne gang. For normalt vil man gerne vente med at fortælle det til omkring uge 12. Sidste gang fortalte vi det i uge 10, og der gik det galt. Nu var jeg omkring 5 uger henne. Men en mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle vente. Hvis alt går godt, så skal du være morfar. Jeg kan stadig huske glæden i dine øjne.

Min søn

Her et år senere sidder jeg og kigger på min lille dreng og kan stadig ikke forstå, at han ikke skal møde sin morfar. Jeg elsker min dreng, men det gør mig også nogle gange trist. For han har dine store blå øjne og dit skæve kække smil. Han både ligner sin morfar og virker til at have temperamentet også. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke skulle opleve ham. Og jeg er vred og ked af det over det. Nogle gange har jeg svært ved at vise, at jeg elsker ham. Og svært ved at sige det. Jeg tror, at den sorg jeg føler overskygger det. Det giver mig dårlig samvittighed.

Vi har valgt, at han skal døbes. Det var ikke meningen, men jeg har ændret mening. Jeg kan godt lide traditionen, og jeg ved at du ønskede det sådan. Som du ved skal han hedde Carl, ligesom morfar.

Svært at være efterladt

Jeg var til mindehøjtidelighed i torsdags, hvor en solist sang Er der nogen i himlen af Danser med Drenge. Det var en virkelig smuk højtidelighed, selvom det var forfærdelig trist. Så var det en smuk måde at blive sendt afsted på, ligesom din bisættelse.

Det er værst at være den efterladte, når nogen rejser deres vej

Det er en linje fra sangen. Du fik den død du altid har håbet på – bare alt for tidligt. Der blev slukket for dit lys en solskinsrig søndag formiddag. Tilbage sidder vi, efterladt så pludseligt.

Mor har klaret det så flot, men du er vel ikke overrasket over, hvor stærk hun er. Du sidder stolt og holder øje med os, det er jeg sikker på.

Men far, jeg er stadig vred og såret. Over du ikke ville give dig og lytte til os den dag for et år siden. Men i sidste ende er jeg mest vred på mig selv. Over at jeg ikke var mere stædig end dig. Jeg fortryder det og kæmper med det hver eneste dag. Især når min søn smiler kækt til mig og kigger på mig med det samme glimt i øjet, som du havde. Jeg elsker det lille menneske, men det minder mig også om den dag. Den dag for et år siden, hvor jeg ikke var stædig eller stærk nok.

Livet går videre

Jeg prøver at komme videre, men det er svært. Også selvom jeg godt er klar over, at man ikke kunne tvinge dig til noget som helst du ikke ville. På sin vis er jeg også irriteret på mig selv. For hvordan tackler man den lykke at vente sig, samtidig med at man mister sin far? Svaret er, at det har jeg nok ikke gjort og at jeg er splittet mellem de to yderligheder. Det irriterer mig, at jeg ikke har været stærk nok til at rumme de to ting og bede om hjælp. Det er nok en fælles svaghed vi havde. At ville være stærk hele tiden og klare tingene selv. Jeg bærer familiens vægt på mine skuldre, og glemmer mig selv. Nogle gange kunne jeg godt bruge lidt hjælp. Din hjælp.

Du skulle have oplevet denne fantastiske sommer sammen med os og mor. Men på den anden side ville du nok have været alt for bekymret over, hvordan landbruget ville klare sig med den tørke. For selvom du var en fremragende forretningsmand, så var du egentlig også bare lidt af den bonderøv, der elskede at køre rundt på sin Ferguson. For der var du fri.

Jeg håber, du har det godt og at jeg en dag også bliver fri. Fri for den skyld, sorg og splittelse jeg føler. Så jeg kan nyde hvert et sekund med min famile uden dårlig samvittighed eller at blive trist. For vi har fået den dejligste lille dreng og min familie fortjener det bedste fra mig.

Kære far, jeg ved vi ses en dag – på den anden side.

De kærligste hilsner

Din datter

Den 17. september tænder jeg et lys for min far. Der findes en mindeside. Vi har ikke udfyldt den med oplysninger om hans liv. Tror han ville synes, det var noget frygteligt pjat, at den slags skulle ligge på internettet. Men man kan “tænde” et lys på siden, som jeg egentlig synes, er en ret fin ting. Hvis du har lyst, så kan du gøre det her: Mindeside

Far plantede et træ som skulle minde os om vores forældre, når de engang døde som ca. 100 årige.

 

Amning

 Amning

En af de ting som har gjort et stort indtryk på mig efter jeg er blevet mor, er amning. Hele den virak der er omkring amning, og hvordan alle, såvel kvinder som mænd, synes at have en holdning til det. Hvis vi ser på de to yderpunkter af skalaen, så har vi dem, der synes det er ulækkert og burde være forbudt i offentligheden. I modsatte ende har vi dem der mener, at det er den mest naturlige og smukke ting i verden og er stor tilhænger af hashtagget Normalize breastfeeding. Jeg kommer tilbage til de to yderpunkter senere.

Der går meget tid med at rense flasker og have vand og pulver med på farten. Her er amning altså lidt mere praktisk.

Før jeg fik min søn…

…var amning noget af det jeg frygtede allermest. Jeg kunne på ingen måde klare tanken om, at der skulle komme mælk ud af mine bryster og at nogen skulle bruge mig som en anden malkeko. Jeg syntes faktisk, at det var lidt ulækkert! Ikke fordi jeg har noget imod, når andre ammer – slet ikke. Men jeg kunne ikke se mig selv gøre det. “Mine bryster er mine. De er sexede og sidder nogenlunde hvor de skal (let’s face it, jeg er over 30) og ingen skal gnaske i dem i tide og utide”, tænkte jeg.

Jeg snakkede med min mand om, hvordan han ville have det, hvis jeg ikke ville amme. Han ville gerne have, at jeg i det mindste forsøgte det første stykke tid, så vores søn kunne få de vigtige næringsstoffer i den første råmælk. Hvilket gav fin mening, selvom jeg ikke brød mig om tanken.

Heldigvis var virkeligheden noget helt andet, og jeg ville gerne amme min dreng. Men det skulle vise sig, at det ikke var så ligetil.

Ammer du ikke – hvorfor?!?

Vores dreng var en lille gut på 2460g ved fødslen, så han fik modermælkserstatning, så snart han kom ud. Vi var indlagt i fire dage og forsøgte at få gang i amningen. Han skulle tage på i vægt, før vi måtte forlade hospitalet. Men mælken løb ikke til, og vi fik det aldrig til at fungere. Heller ikke da vi kom hjem. Han fik rigtig fat et par gange og jeg skal da lige hilse at sige; av for den lede! Respekt for de ammende mødre!

Men anyway, jeg prøvede og begyndte at pumpe ud, så han kunne få noget af råmælken. Der kom lidt efter vi kom hjem fra hospitalet, men det kostede sved og tårer. Det var hårdt arbejde og som dagene gik, kom der mindre og mindre mælk. Jeg følte mig som den største fiasko, da jeg måtte give op efter 3 uger.

Ville gerne, men kunne ikke

Jeg gerne ville amme min søn. Men jeg kunne ikke. Jeg var ikke en god malkeko (malkeko = et kompliment i denne sammenhæng), og det tog mig et stykke tid at acceptere. Derfor er det ekstra hårdt, når man som nybagt førstegangs mor bliver mødt med denne sætning fra stort set alle man møder: “Ammer du ikke? Hvorfor?!?” Hvis du kender filmene Alene Hjemme, så er det nu du skal visualisere en skrigende Kevin med hænderne på siden af hovedet. Det er den reaktion den nybagte mor ser, når man svarer “nej, det gør jeg ikke”. Der står man, og nærmest træder sig selv over fødderne og er en stor undskyldning for sig selv, fordi man føler, at man skal forklare hvorfor man ikke ammer.

Ikke nok med at man skal kæmpe med sin egen følelse af at have fejlet (plus alle de hormoner der gør, at man i det hele taget er et uberegneligt menneske – sådan følelsesmæssigt), så skal man også lige kæmpe med samfundets hvorfor vil du ikke amme dit barn-holdning. For det er den reaktion man får.  Tit i hvert fald. Det er som om, at man er en dårlig mor, hvis ikke man ammer.

Newsflash: Amning er svært, og det er ikke alle det lykkes for. Det er helt normalt. Så pas på med, hvordan du udtrykker dig over for en nybagt mor. Amning er ikke enten-eller, og kunne jeg gå fire måneder tilbage i tiden, så ville jeg sige til mit hormonforstyret, usikre jeg: “Det er helt ok. Tag dig ikke af, hvad andre tænker og mener. Du gør, hvad du kan og du gør det godt. Din dreng trives og er sund og rask. Du skylder ingen forklaring”

#normalizebreastfeeding

Amning i det offentlige rum? For min skyld gerne! I bund og grund synes jeg amning er en personlig sag, og hvis man har det fint med amning i det offentlige rum, så værsgo. Go right ahead. Men lad være med at gøre det kun fordi du vil lave et statement og vise, at du er stor tilhænger af #normalizebreastfeeding. Det hjælper ikke sagen. Tror de fleste synes, det er irriterende.

Personligt er jeg træt af #normalizebreastfeeding fordi det gør, at jeg som ikke kunne få det til at fungere, føler mig som en dårlig mor. Det er fint, at man står fast på sine principper med #normalizebreastfeeding, men det har også en negativ virkning, hvis man overdriver det. Jeg synes, amning er en meget personlig ting og det behøver ikke at skulle udstilles på magasin-forsider og på sociale medier for, at være den smukke og naturlige ting, det nu en gang er. Overdrivelse af #normalizebreastfeeding = stort stempel i panden på os der ikke kunne amme med ordene FAIL. Det er sådan det føles.

Uha-blikket

I virkeligheden er det jo mit problem, at jeg får den følelse, men ikke desto mindre er det irriterende at blive mindet om. Især fordi det fra dette synspunkt tit bliver fremstillet som om, at amning er det eneste rigtige. Som om mit barn bliver mærkeligt og får alverdens sygdomme senere i livet, fordi han ikke blev ammet. Tror mange har prøvet at få Uha, har du ikke ammet-blikket.  Det er altså ikke sjovt, og skærer en lige i hjertet.

Når alt kommer til alt, så vil jeg altid holde med de ammende mødre i debatten omkring amning i det offentlige. Men der skal også være respekt fra “amme-samfundet” til  de kvinder der af den ene eller anden grund ikke ammer. Min pointe er nok bare: Flaske eller amning – det ene gør dig ikke til en bedre mor end det andet.

Respekter andre

Jeg tror på, at hvis vi alle bare lærer at respektere hinanden og at alle andre ikke er som en selv, så kommer vi langt. Selvfølgelig skal der være plads til at amme i det offentlige rum. Men dem som ammer skal huske på, at det måske er over nogle menneskers grænse at brystet hives frem midt i det hele. Jeg har stor respekt for dem der nærer deres barn, når det har brug for det, men samtidig forsøger at gøre det til en diskret og privat handling. Også selvom det er midt i en park, på cafe eller ved busstoppestedet. 

Til dem der hidser sig helt op over ammende kvinder – skru ned. Prøv at se det fra morens side. Måske er hun i virkeligheden bare en mor der passer rigtig godt på sit barn og hviler i sig selv.  Eller en presset mor, der ikke selv synes det er særligt fedt, at lille Oskar pludselig vågner og skriger helt ustyrligt, og det eneste der hjælper er, at give ham mad. Midt i det hele.

Der skal være plads til alle – også til  flaskebørn.

Velkommen tilbage

Velkommen tilbage

Til dig, der har fulgt med før. Dengang jeg startede denne side for at skrive om løst og fast, men hvor det hurtigt flød ud i sandet i takt med, at jeg fik job. Velkommen til dig, der er med for første gang. Her skrives både om kageopskrifter, hverdagens frustrationer, glæder og alt muligt andet. Og sidst men ikke mindst: Velkommen tilbage til mig selv – tilbage til skriveriet.

Her står jeg i Austinmer, NSW Australien januar 2018. Billedet er fra vores babymoon tur.

Siden sidst:

Ja, der er sket lidt siden sidst, men nu har bloggen også ligget stille i et par år. Faktisk er den primære årsag til, at den stadig eksisterer opskriften på amerikanske kanelsnegle, som du finder i et tidligere opslag og under fanen Opskrifter. Prøv dem – du bliver et gladere menneske 😉

Så hvorfor så begynde igen? Jeg elsker at skrive og har faktisk savnet det lidt. Det giver mig en ro og er nok en form for terapi i en fase i mit liv, hvor der er sket relativt mange ting på kort tid.

To primære begivenheder har vendt op og ned på mit liv siden sidst.

1: Jeg har mistet en forælder

2: Jeg er blevet mor

Derfor vil der til at begynde med være en del tanker om de to ting, dels fordi de skete forholdsvis hurtigt efter hinanden (og hvordan tackler man lige det!!?)og fordi, at der efter jeg er blevet mor presser sig en del emner på. Så hvis du ikke er klar på det, så må du hellere tune ud for en stund nu. En ting kan jeg love; det hele bliver ikke pusse-nusse-baby-romantisk – lidt måske, men det kan nok ikke undgås, for der sker underlige ting med en, når man bliver forælder. Jeg forbeholder mig retten til at skrive om ting ved at blive forælder, som overrasker, forbavser og forarger mig.

Men mon ikke der også kommer en lille kagekreation, eller i hvert fald et forsøg på det, en gang i mellem?

Og nå ja, så er jeg da også blevet Fru og har fået hund siden sidst. Hu-hej hvor det går.

Mød Fairytosh How-do-you-do. Eller bare Obi i daglig tale (og ja, hans navn er en Star Wars reference)