Den 17. september 2017 falder min far om af en blodprop i hjertet. Seks måneder efter han er gået på pension og skal til at nyde tilværelsen med min mor. Han blev 70 år gammel. Der er mange ting vi ikke nåede, og mange ting jeg ikke har fået sagt eller bearbejdet. Derfor har jeg skrevet det her brev til far.
Kære far
I dag er det den 16. september, og vi er på vej over for at fejre mormors fødselsdag. Nøjagtig som for et år siden. Der fyldte hun 90 og vi skulle holde det i Tivoli. Du var med os. Det føles som var det i går.
Mormors fødselsdag
Frokost i Grøften og du var toastmaster. Det var tydeligt at se, at du var stolt over den tale som mor holdt. I vores familie har du jo altid været den store taler. Drengene har arvet den evne.
Men selvom alt virkede godt, så var der alligevel noget, der ikke var som det skulle være. Efter maden blev du dårlig med, hvad der syntes som maveonde og en nerve i klemme i ryggen. Vi var bekymret for dig, da vi slet ikke er vant til at se dig sådan, og jeg tror aldrig du lod os vide, hvor ondt du egentlig havde det den dag.
Hjemturen
I bilen på vej hjem fra København havde du det rigtig skidt, og vi prøvede alle ihærdigt at overtale dig til, at vi skulle svinge forbi vagtlægen i Odense, hvor T og jeg alligevel skulle sættes af. Vi plagede dig hele vejen fra Greve og til Odense, men i Odense påstod du, at du havde det bedre, for den nerve der sad i klemme i ryggen havde givet sig lidt. Du ville ikke høre tale om at skulle til lægen og blev vred på os. Til sidst lovede du dog at se en fysioterapeut om mandagen.
17. september 2017
Dagen efter er jeg stadig bekymret og ringer til mor om morgenen for at høre, hvordan du har det. I er ikke stået op endnu og det går bedre, selvom du har været oppe i løbet af natten. Ok, fint. Mor og jeg bliver enige om, at vi tvinger dig til at få behandling for den ryg om mandagen. Halvanden time senere ringer min telefon. Det er mor, og før jeg tager den, ved jeg i mit hjerte, at der er noget galt.
Mens jeg snakker med mor er redderne i gang, men der er ikke noget at gøre. Du er væk.
Den 6. september 2017
Jeg husker tydeligt den dag jeg fortalte dig, at du skulle være morfar. Et år forinden havde jeg fortalt det samme, men jeg aborterede i uge 12. Det havde du det skidt med, at din lille pige skulle igennem det. Efterfølgende skulle det vise sig at blive svært at blive gravid igen.
Så da jeg havde været ved lægen og fået det bekræftet den 6. september 2017 sad jeg i bilen og overvejede, om jeg skulle fortælle det med det samme denne gang. For normalt vil man gerne vente med at fortælle det til omkring uge 12. Sidste gang fortalte vi det i uge 10, og der gik det galt. Nu var jeg omkring 5 uger henne. Men en mavefornemmelse sagde mig, at jeg ikke skulle vente. Hvis alt går godt, så skal du være morfar. Jeg kan stadig huske glæden i dine øjne.
Min søn
Her et år senere sidder jeg og kigger på min lille dreng og kan stadig ikke forstå, at han ikke skal møde sin morfar. Jeg elsker min dreng, men det gør mig også nogle gange trist. For han har dine store blå øjne og dit skæve kække smil. Han både ligner sin morfar og virker til at have temperamentet også. Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke skulle opleve ham. Og jeg er vred og ked af det over det. Nogle gange har jeg svært ved at vise, at jeg elsker ham. Og svært ved at sige det. Jeg tror, at den sorg jeg føler overskygger det. Det giver mig dårlig samvittighed.
Vi har valgt, at han skal døbes. Det var ikke meningen, men jeg har ændret mening. Jeg kan godt lide traditionen, og jeg ved at du ønskede det sådan. Som du ved skal han hedde Carl, ligesom morfar.
Svært at være efterladt
Jeg var til mindehøjtidelighed i torsdags, hvor en solist sang Er der nogen i himlen af Danser med Drenge. Det var en virkelig smuk højtidelighed, selvom det var forfærdelig trist. Så var det en smuk måde at blive sendt afsted på, ligesom din bisættelse.
Det er værst at være den efterladte, når nogen rejser deres vej
Det er en linje fra sangen. Du fik den død du altid har håbet på – bare alt for tidligt. Der blev slukket for dit lys en solskinsrig søndag formiddag. Tilbage sidder vi, efterladt så pludseligt.
Mor har klaret det så flot, men du er vel ikke overrasket over, hvor stærk hun er. Du sidder stolt og holder øje med os, det er jeg sikker på.
Men far, jeg er stadig vred og såret. Over du ikke ville give dig og lytte til os den dag for et år siden. Men i sidste ende er jeg mest vred på mig selv. Over at jeg ikke var mere stædig end dig. Jeg fortryder det og kæmper med det hver eneste dag. Især når min søn smiler kækt til mig og kigger på mig med det samme glimt i øjet, som du havde. Jeg elsker det lille menneske, men det minder mig også om den dag. Den dag for et år siden, hvor jeg ikke var stædig eller stærk nok.
Livet går videre
Jeg prøver at komme videre, men det er svært. Også selvom jeg godt er klar over, at man ikke kunne tvinge dig til noget som helst du ikke ville. På sin vis er jeg også irriteret på mig selv. For hvordan tackler man den lykke at vente sig, samtidig med at man mister sin far? Svaret er, at det har jeg nok ikke gjort og at jeg er splittet mellem de to yderligheder. Det irriterer mig, at jeg ikke har været stærk nok til at rumme de to ting og bede om hjælp. Det er nok en fælles svaghed vi havde. At ville være stærk hele tiden og klare tingene selv. Jeg bærer familiens vægt på mine skuldre, og glemmer mig selv. Nogle gange kunne jeg godt bruge lidt hjælp. Din hjælp.
Du skulle have oplevet denne fantastiske sommer sammen med os og mor. Men på den anden side ville du nok have været alt for bekymret over, hvordan landbruget ville klare sig med den tørke. For selvom du var en fremragende forretningsmand, så var du egentlig også bare lidt af den bonderøv, der elskede at køre rundt på sin Ferguson. For der var du fri.
Jeg håber, du har det godt og at jeg en dag også bliver fri. Fri for den skyld, sorg og splittelse jeg føler. Så jeg kan nyde hvert et sekund med min famile uden dårlig samvittighed eller at blive trist. For vi har fået den dejligste lille dreng og min familie fortjener det bedste fra mig.
Kære far, jeg ved vi ses en dag – på den anden side.
De kærligste hilsner
Din datter
Den 17. september tænder jeg et lys for min far. Der findes en mindeside. Vi har ikke udfyldt den med oplysninger om hans liv. Tror han ville synes, det var noget frygteligt pjat, at den slags skulle ligge på internettet. Men man kan “tænde” et lys på siden, som jeg egentlig synes, er en ret fin ting. Hvis du har lyst, så kan du gøre det her: Mindeside
Skriv et svar