Amning
En af de ting som har gjort et stort indtryk på mig efter jeg er blevet mor, er amning. Hele den virak der er omkring amning, og hvordan alle, såvel kvinder som mænd, synes at have en holdning til det. Hvis vi ser på de to yderpunkter af skalaen, så har vi dem, der synes det er ulækkert og burde være forbudt i offentligheden. I modsatte ende har vi dem der mener, at det er den mest naturlige og smukke ting i verden og er stor tilhænger af hashtagget Normalize breastfeeding. Jeg kommer tilbage til de to yderpunkter senere.
Før jeg fik min søn…
…var amning noget af det jeg frygtede allermest. Jeg kunne på ingen måde klare tanken om, at der skulle komme mælk ud af mine bryster og at nogen skulle bruge mig som en anden malkeko. Jeg syntes faktisk, at det var lidt ulækkert! Ikke fordi jeg har noget imod, når andre ammer – slet ikke. Men jeg kunne ikke se mig selv gøre det. “Mine bryster er mine. De er sexede og sidder nogenlunde hvor de skal (let’s face it, jeg er over 30) og ingen skal gnaske i dem i tide og utide”, tænkte jeg.
Jeg snakkede med min mand om, hvordan han ville have det, hvis jeg ikke ville amme. Han ville gerne have, at jeg i det mindste forsøgte det første stykke tid, så vores søn kunne få de vigtige næringsstoffer i den første råmælk. Hvilket gav fin mening, selvom jeg ikke brød mig om tanken.
Heldigvis var virkeligheden noget helt andet, og jeg ville gerne amme min dreng. Men det skulle vise sig, at det ikke var så ligetil.
Ammer du ikke – hvorfor?!?
Vores dreng var en lille gut på 2460g ved fødslen, så han fik modermælkserstatning, så snart han kom ud. Vi var indlagt i fire dage og forsøgte at få gang i amningen. Han skulle tage på i vægt, før vi måtte forlade hospitalet. Men mælken løb ikke til, og vi fik det aldrig til at fungere. Heller ikke da vi kom hjem. Han fik rigtig fat et par gange og jeg skal da lige hilse at sige; av for den lede! Respekt for de ammende mødre!
Men anyway, jeg prøvede og begyndte at pumpe ud, så han kunne få noget af råmælken. Der kom lidt efter vi kom hjem fra hospitalet, men det kostede sved og tårer. Det var hårdt arbejde og som dagene gik, kom der mindre og mindre mælk. Jeg følte mig som den største fiasko, da jeg måtte give op efter 3 uger.
Ville gerne, men kunne ikke
Jeg gerne ville amme min søn. Men jeg kunne ikke. Jeg var ikke en god malkeko (malkeko = et kompliment i denne sammenhæng), og det tog mig et stykke tid at acceptere. Derfor er det ekstra hårdt, når man som nybagt førstegangs mor bliver mødt med denne sætning fra stort set alle man møder: “Ammer du ikke? Hvorfor?!?” Hvis du kender filmene Alene Hjemme, så er det nu du skal visualisere en skrigende Kevin med hænderne på siden af hovedet. Det er den reaktion den nybagte mor ser, når man svarer “nej, det gør jeg ikke”. Der står man, og nærmest træder sig selv over fødderne og er en stor undskyldning for sig selv, fordi man føler, at man skal forklare hvorfor man ikke ammer.
Ikke nok med at man skal kæmpe med sin egen følelse af at have fejlet (plus alle de hormoner der gør, at man i det hele taget er et uberegneligt menneske – sådan følelsesmæssigt), så skal man også lige kæmpe med samfundets hvorfor vil du ikke amme dit barn-holdning. For det er den reaktion man får. Tit i hvert fald. Det er som om, at man er en dårlig mor, hvis ikke man ammer.
Newsflash: Amning er svært, og det er ikke alle det lykkes for. Det er helt normalt. Så pas på med, hvordan du udtrykker dig over for en nybagt mor. Amning er ikke enten-eller, og kunne jeg gå fire måneder tilbage i tiden, så ville jeg sige til mit hormonforstyret, usikre jeg: “Det er helt ok. Tag dig ikke af, hvad andre tænker og mener. Du gør, hvad du kan og du gør det godt. Din dreng trives og er sund og rask. Du skylder ingen forklaring”
#normalizebreastfeeding
Amning i det offentlige rum? For min skyld gerne! I bund og grund synes jeg amning er en personlig sag, og hvis man har det fint med amning i det offentlige rum, så værsgo. Go right ahead. Men lad være med at gøre det kun fordi du vil lave et statement og vise, at du er stor tilhænger af #normalizebreastfeeding. Det hjælper ikke sagen. Tror de fleste synes, det er irriterende.
Personligt er jeg træt af #normalizebreastfeeding fordi det gør, at jeg som ikke kunne få det til at fungere, føler mig som en dårlig mor. Det er fint, at man står fast på sine principper med #normalizebreastfeeding, men det har også en negativ virkning, hvis man overdriver det. Jeg synes, amning er en meget personlig ting og det behøver ikke at skulle udstilles på magasin-forsider og på sociale medier for, at være den smukke og naturlige ting, det nu en gang er. Overdrivelse af #normalizebreastfeeding = stort stempel i panden på os der ikke kunne amme med ordene FAIL. Det er sådan det føles.
Uha-blikket
I virkeligheden er det jo mit problem, at jeg får den følelse, men ikke desto mindre er det irriterende at blive mindet om. Især fordi det fra dette synspunkt tit bliver fremstillet som om, at amning er det eneste rigtige. Som om mit barn bliver mærkeligt og får alverdens sygdomme senere i livet, fordi han ikke blev ammet. Tror mange har prøvet at få Uha, har du ikke ammet-blikket. Det er altså ikke sjovt, og skærer en lige i hjertet.
Når alt kommer til alt, så vil jeg altid holde med de ammende mødre i debatten omkring amning i det offentlige. Men der skal også være respekt fra “amme-samfundet” til de kvinder der af den ene eller anden grund ikke ammer. Min pointe er nok bare: Flaske eller amning – det ene gør dig ikke til en bedre mor end det andet.
Respekter andre
Jeg tror på, at hvis vi alle bare lærer at respektere hinanden og at alle andre ikke er som en selv, så kommer vi langt. Selvfølgelig skal der være plads til at amme i det offentlige rum. Men dem som ammer skal huske på, at det måske er over nogle menneskers grænse at brystet hives frem midt i det hele. Jeg har stor respekt for dem der nærer deres barn, når det har brug for det, men samtidig forsøger at gøre det til en diskret og privat handling. Også selvom det er midt i en park, på cafe eller ved busstoppestedet.
Til dem der hidser sig helt op over ammende kvinder – skru ned. Prøv at se det fra morens side. Måske er hun i virkeligheden bare en mor der passer rigtig godt på sit barn og hviler i sig selv. Eller en presset mor, der ikke selv synes det er særligt fedt, at lille Oskar pludselig vågner og skriger helt ustyrligt, og det eneste der hjælper er, at give ham mad. Midt i det hele.
Der skal være plads til alle – også til flaskebørn.