Jeg ved godt at jeg har lovet et indlæg om gode gaver til børn, og det kommer også i weekenden. Men i dag skete der noget, som jeg synes fortjener en plads på bloggen. Det handler om at være dyrenes ven, forstående (dog let moppende) kollegaer og om at måtte melde man kommer senere på arbejde, fordi man skal redde en ko.
Torsdag morgen kl. 06.30…
Står jeg op for at lufte hund og fodre heste. Normalt er der forholdsvist stille herude på landet, men i dag er der en lyd der ikke plejer at være… muh-muh-MUHH.
Ja det virker måske underligt, at jeg kan høre en ko kalde, når man nu befinder sig på landet. Men det starter lige så stille og bliver til en mere desparat muh’en. Og der er kun én! hmmm meget mærkeligt! Jeg tager Lille Mickey (mine forældres hund) i snor og bevæger mig ned på stykket mod lyden. Jeg kommer ned til markerne, hvor der nogen gange går køer, og kigger. Det skal lige siges at vi ikke har nogen køer, kun et par islandske heste. Jeg kan ikke se nogen ko. Kun høre, at den lyder mere og mere desparat. Jeg er lidt presset nu, for HVAD GØR JEG? Jeg skal jo på arbejde og klokken er allerede blevet alt for mange. Skal jeg bare lade som ingenting og køre på arbejde? Men hvad nu hvis den sidder fast i et mudderhul, eller i elhegnet. Med disse tanker trasker jeg tilbage til huset med Mickey. Desuden tøver jeg lidt, da jeg faktisk er bange for køer i det fri. De er søde når de er bundet og bare står og gnasker hø. Men ude i det fri er de utilregnelige og løber efter en! Ja, jeg taler af erfaring.
Det er nu begyndt at regne, og jeg har snart ret travlt.
“Jeg kommer senere – jeg skal redde en ko”
Jeg kan ikke rigtig slippe tanken om, at der er noget galt (og her har jeg måske set lidt for mange film og serier med dyr i knibe – det vil jeg ikke afvise). Jeg prøver at få fat i ham, hvis ko jeg tror det er, men uden held. Derfor skriver jeg en sms til min kollega for at fortælle, at jeg kommer så hurtigt jeg kan. Ko-jagten går i gang. Jeg bliver simpelthen nødt til at vide, om det er et spørgsmål om liv eller død det her (hvilket også gør, at jeg bliver nødt til at overvinde min frygt for køer).
Jeg trækker atter i gummirøjserne og trasker afsted i regnen. Hen over flere stødhegn og jeg bliver tilmed stukket på benene og på rumpetten af KÆMPE torne, fordi jeg skal passere et tjørnekrat. Videre gennem mudder, vand og kokasser for at komme ned til åen. Jeg må være sikker på at koen ikke sidder fast der et sted. Jeg kommer frem til åen, som nærmest ligner en flod med alt det vand der er i. Jeg når endda at tænke, “ihh hvor er her altså smukt, her hvor jeg er vokset op.”
Stadig ingen ko. Kun lyden af den. Og hvordan kalder man så på en ko? Tja, jeg prøvede at råbe “Muh-ko” og bare “muh”. Den svarede, men kom ikke frem. Men jeg kunne konkludere, at den var på den anden side af åen (et sted), og at den ikke var ved at drukne eller ved at blive stegt af et elhegn. Højst sandsynlig er den bare ikke kommet med de andre ind.
Jeg skyndte mig tilbage og drønede på arbejde med samvittigheden i orden – for man er vel dyreven!
Redningsmissionen afblæst
Loppe to the rescue – well not so much. Men jeg prøvede og var ikke ligeglad. Jeg kan til gengæld oplyse, at da jeg kom hjem fra arbejde var der ingen muh’en. Så går ud fra den fandt sine venner i løbet af dagen. Og desuden har jeg bidraget med underholdning til kollegaerne. Nu har jeg fortjent et varmt bad og masser af popcorn.
Muh herfra,
Kristine
PS. “skal vi sende nogen”-kommentaren går jeg ud fra er en spøg, da vi arbejder inden for TV. Ja ja, der kunne måske have været en god historie der – man ved aldrig…