Nu er det vist på tide med en kageopskrift! Jeg har boet i USA på et tidspunkt, hvor jeg studerede. Der er jo mange dejlige fastfood kæder derovre, og den seneste tid har jeg haft ret store abstinenser efter Cinnabon. Cinnabon er en kæde der er kendt for deres lækre cinnamon rolls – og de ER lækre!!!
Den seneste uge har jeg prøvet at eksperimentere mig frem til den “rigtige” opskrift, via en amerikansk opskrift jeg fandt på nettet. Det blev til tre portioner cinnamon rolls – ja det er lidt voldsomt og vi har spist ret mange. Godt man har nogle gode kollegaer, som man kan forkæle lidt. Ellers ville jeg muligvis have fået kanel/sukker forgiftning. So here goes:
Cinnamon rolls – ca. 10-12 stk.
Dej:
2,5 dl mælk
25g gær
115g sukker
1 tsk salt
2 æg
75g smør/margarine (jeg bruger flydende Oma, Becel eller hvad man nu har)
Ca. 600-700g mel
Fyld:
75g blødt smør
220g brun farin
2 sp kanel
Frosting:
Her tænker du måske “er der nu frosting nok”? Det er der! 🙂
0,6 dl smøreost (fx Philadelphia original). Svarer til ca. 65-70g
8 tsk blødt smør. Svarer til ca. 75-80g
Lidt salt (det udelader jeg, da jeg bruger alm. saltet smør)
1/2 tsk vaniljesukker
170g flormelis
Lidt mælk
Fremgangsmåde:
- Opløs gæren i lunet mælk. Tilsæt æg, salt, smør, sukker og mel og ælt dejen til den er fin og glat. Det gør ikke noget, at dejen klistrer en smule. Stil den til at hæve et lunt sted i en time.
- Bland brun farin og kanel sammen.
- Rul dejen ud til en firkant på en overflade med lidt mel, ca. 40×30. Den skal ikke være så tynd at den går i stykker når man putter smør på og ruller den sammen. Fordel det bløde smør ud over dejens overflade, og drys brun farin og kanel-blandingen jævnt ud over dejen. Når sukkeret er fordelt på dejen, så tag lige kagerullen og giv den en tur (uden at trykke for hårdt), så sukkeret samles på dejen. Det gør, at fyldet ikke løber så meget ud.
- Rul dejen sammen til en pølse på den lange led og skær sneglene ud. Jeg laver dem minimum 4-5 cm brede. Herefter bages de i en bradepande (jeg brugte en firkantet bageform). Det gælder om at stille dem lidt tæt, så de ”vokser” opad i stedet for at flade ud. HUSK at enderne vender ind mod hinanden, så de ikke åbner sig. (det glemte jeg nemlig at tænke over).
- Bages i 10-15 min. ved 200 grader i alm. ovn. De er færdige, når de begynder at blive gyldne på toppen.
- Frosting: smid smør, ost, vanilje og flormelis op i en skål og miks det sammen til en luftig masse. Mælk kan undlades, men jeg bruger et par skvæt mælk til at få den konsistens, jeg vil have. Det er en vurderingssag. Men det skal ikke være for tyndt!
- Frostingen puttes på de lettere afkølede snegle – og wupti! Så er der Cinnamon rolls – the American way!
Enjoy! Og god fornøjelse
Bedste hilsner,
Kristine
PS. Jeg putter kun frosting på dem, jeg lige skal bruge. Det er mere lækkert. Så vent med frosting til de skal spises. Dermed kan man også lune sneglene lidt i micro’en, inden man putter frosting på. Mums 🙂
Lad mig vide, hvordan bagningen går!