Velkommen tilbage
Til dig, der har fulgt med før. Dengang jeg startede denne side for at skrive om løst og fast, men hvor det hurtigt flød ud i sandet i takt med, at jeg fik job. Velkommen til dig, der er med for første gang. Her skrives både om kageopskrifter, hverdagens frustrationer, glæder og alt muligt andet. Og sidst men ikke mindst: Velkommen tilbage til mig selv – tilbage til skriveriet.
Siden sidst:
Ja, der er sket lidt siden sidst, men nu har bloggen også ligget stille i et par år. Faktisk er den primære årsag til, at den stadig eksisterer opskriften på amerikanske kanelsnegle, som du finder i et tidligere opslag og under fanen Opskrifter. Prøv dem – du bliver et gladere menneske 😉
Så hvorfor så begynde igen? Jeg elsker at skrive og har faktisk savnet det lidt. Det giver mig en ro og er nok en form for terapi i en fase i mit liv, hvor der er sket relativt mange ting på kort tid.
To primære begivenheder har vendt op og ned på mit liv siden sidst.
1: Jeg har mistet en forælder
2: Jeg er blevet mor
Derfor vil der til at begynde med være en del tanker om de to ting, dels fordi de skete forholdsvis hurtigt efter hinanden (og hvordan tackler man lige det!!?)og fordi, at der efter jeg er blevet mor presser sig en del emner på. Så hvis du ikke er klar på det, så må du hellere tune ud for en stund nu. En ting kan jeg love; det hele bliver ikke pusse-nusse-baby-romantisk – lidt måske, men det kan nok ikke undgås, for der sker underlige ting med en, når man bliver forælder. Jeg forbeholder mig retten til at skrive om ting ved at blive forælder, som overrasker, forbavser og forarger mig.
Men mon ikke der også kommer en lille kagekreation, eller i hvert fald et forsøg på det, en gang i mellem?
Og nå ja, så er jeg da også blevet Fru og har fået hund siden sidst. Hu-hej hvor det går.
Skriv et svar