Kristine T. Boeskov

Undskyld det roder!

Velkommen og Undskyld det roder!

Hej og velkommen til min blog der får undertitlen “undskyld det roder!”. Det gør den af den simple årsag, at denne blog kommer til at handle om alle mulige emner og oplevelser, som jeg lige falder over i min hverdag. Der er altså ikke noget specifikt tema, men mine interesser, hverdagens små forargelser og holdninger vil være afspejlet.

Der vil helt sikkert dukke indlæg op der handler om mad, kager og andre søde sager, da det er noget jeg elsker!

Jeg giver dig hermed en pose med blandet. God fornøjelse,  og ja – Undskyld det roder!

Bedste hilsner,

Kristine

Det handler om dem

Det handler om dem!

Når det kommer til markedsføring på sociale medier, så handler det ikke om dig. Næ nej, det handler tværtimod om DEM. Dem derude, brugerne, forbrugerne, kunderne, fansene, følgerne – ja kært barn har mange navne.

Hvorfor?

Fordi vi lever i en deltagelseskultur. Vi deltager i debatter og i branding af produkter som aldrig før. Dette betyder ikke, at deltagelseskulturen ikke fandtes før de digitale og sociale medier. Der har altid været fans, nørder (om man vil), communities og debatter om produkter og brands. Det betyder måske bare, at mediebilledet har gjort det nemmere at deltage, og  dermed har gjort deltagelseskulturen mere synlig.

De skarpe linjer mellem forbruger og producent bliver mere og mere udviskede. Derfor er det vigtigt som producent at lytte til brugerne. Du kan ligeså godt indse det, for når det kommer til dit brand, så har de (modtagerne) altså noget at skulle have sagt. Så vil du have vrede forbrugere der ikke kan se gennem din virksomhed, eller vil du have verdens bedste brand ambassadører? Valget er dit.

Og så måske alligevel ikke…

Hmmm, læste en artikel på LinkedIn den anden dag, hvor titlen påstod, at sociale medier i virkeligheden handler om DIG. Pænt modstridende med det jeg lige har plapret løs om. Handler det om os som afsendere???  Efter at have læst artiklen må det blive et klart JA herfra. Men også kun fordi det i sidste ende er den samme pointe. Forbrugernes holdning til din virksomhed og dit produkt er vigtig, men den måde du engagerer dig i dine forbrugere på er også vigtig.

  • DU skal gøre noget for dine modtagere
  • DU skal sørge for at give dem interessant viden, som de kan bruge
  • DU skal dele dine erfaringer med dit publikum
  • DU skal bidrage til netværket

Det er din opgave som afsender at få skabt den så vigtige relation til din modtager – og det tager tid og engagement. Du skal bruge content marketing på sociale medier til at give dine kunder, modtagere, følgere noget, som giver dem værdi. Men DU vælger hvordan og hvad du synes de skal vide.

I bund og grund – DU skal gøre en indsats. Giv og du skal få igen.

 

Jeg bøjer mig i støvet..

 

Bedste hilsner,

Kristine

 

 

En god gave

For et par uger siden var vi til barnedåb, hos en lille fyr, som fik navnet Hjalte. Jeg ville gerne finde på en god gave, der samtidig var personlig, da den lille drengs forældre er nogle meget gode venner. Men hvad er en god gave? Og hvordan finder man på sådan en?

En god tilfældighed

Jeg synes det er svært med gaver til børn – især til barnedåb, fordi ønskesedlen næsten altid er den samme: bestik, kop og tallerken, eventyrbøger osv. Og det er helt fint. Især til barn nr. 1. Men hvad så når det er nr. 2, og man allerede har fået (eller givet) alle disse ting første gang? Som lille bitte baby får man jo egentlig heller ikke så meget ud af det (det skal lige siges, at på denne ønskeseddel var stod der bl.a. også penge til fotograf, hvilket jeg synes er ret fedt). Det er skam ikke fordi de førnævnte ting er dårlige gaver. Slet ikke! Måske tænkte jeg bare, at jeg ikke ville give det samme, som jeg altid giver – eventyrbog eller bestik. Næ, nu skulle jeg prøve noget nyt. Men hvad? – tænke tænke.

Jeg er medlem af næsten alt, man kan blive medlem af. Det betyder,  at jeg også får de der mails med deals (og måske at jeg har lidt svært ved at sige nej?!). Nu åbner jeg dem bare sjældent, før jeg sletter dem. Så helt tilfældigt åbner jeg en sådan mail, der i øvrigt er for gammel, og tilbuddet er udløbet. Men ordene “grafiske plakater” fanger mig, da jeg længe har gået og tænkt på, at en sådan gave ville være god. Men jeg har bare ikke lige fundet “de rigtige” – indtil nu. Jeg fandt således helt tilfældigt en virkelig god side kaldet Min Streg.

Hvad er barnets navn..?

Hvad er barnets navn..?

Min Streg

Grunden til at jeg faldt for plakaterne på Min Streg er, at jeg synes de er sjove. Humoristiske, børnevenlige, underholdnede og nuttede på samme tid. Jeg kan ret godt lide, at man fx ser en stor bred r.. af en giraf eller et andet dyr – det er da sjovt, den måde der er leget med perspektivet på. Og så kan man endda få personliggjort den plakat man vælger – eller få lavet en der er helt speciel. Der er både plakater for børn, store legebørn (undertegnede) og voksne. Herudover fik jeg en virkelig god betjening af Heidi, som sælger og laver plakaterne. Hurtig svar på spørgsmål og hurtig levering.

Noget af det jeg også synes er fedt ved de her plakater er, at de er ikke FOR børne-pusse-nusse-agtige. Det er en, der kan hænge på værelset i nogle år i hvert fald, samtidig med, at de er “børnevenlige”. Hmm ja, det er lidt svært at forklare. Altså der er ikke for meget cirkus over det, ej heller er de for minimalistiske eller “seriøst” design-agtige. Fx er jeg også vild med Ark Tres plakater, men jeg synes bare, at dem fra Min Streg, egnede sig meget bedre her. Alt er selvfølgelig en smagssag, men jeg synes bare de er flotte. Trykt på kvalitetspapir, og så er det altså nemt lige at smutte i Ikea for at købe en ramme – og wupti, så har du en flot gave! En gave som man ikke lige forventer at få. Forældrene i dette tilfælde var i hvert fald meget (positivt) overraskede. Netop fordi det var noget, de ikke selv havde tænkt på. Overraskelse gør glæden ved at give endnu større!

Jeg endte, i samråd med kæresten, med at vælge den gule pingvin, og så få skrevet navnet på. Dette motiv og den gule farve både fordi, at familien ikke går så meget op i, at drenge skal have blåt og piger lyserødt (ekstra point til dem!), men simpelhen også fordi jeg synes den er funky (er også helt vild med den ternede kat! Den er også super funky). Funky Penguin 🙂 det minder om noget fra Madagascar animations-filmene, men de er altså også seje!

En god gave fordi:

  1. Den er ikke et irriterende stykke legetøj, der larmer og på sigt driver folk til vanvid (tjek på glade forældre!)
  2. Den kan pynte på børneværelset, og selvom barnet er lille, så kan det kigge på formerne og farverne.
  3. Den kan gøres personlig med fx navn og farver der kan tilpasses.

Hjalte

Så god en gave, at storebror Magnus på 2 og et halvt, var så vild med lillebror Hjaltes plakat, at han også måtte have en. Jeg glæder mig til at se, hvilken en han har valgt. Jeg selv er ret vild med Egon Olsen, og ville ikke have noget i mod at have hele Olsen Banden hængende på mit kontor!

Så hvis du står og mangler inspiration til en god gave, så håber jeg at du har fået lidt her. Ind og kig på de mange fede plakater, og jeg er helt sikker på, at Heidi vil være behjælpelig, hvis du har spørgsmål.

 

Bedste hilsner,

Kristine

 

PS. Lidt ærgerligt, at jeg ikke selv har børn og børneværelser der skal dekoreres. Så ville jeg have en undskyldning for at købe mange flere plakater på Min Streg. Heldigvis har jeg to nevøer (som altid får det der larmende legetøj, der driver forældrene til vanvid), og julen står for døren.

Har du nogle gode gaveideer, som du vil dele med os andre? Skriv dem gerne i kommentarerne, måske vi hjælper nogen med at undgå lidt af den julepanik, der kan opstå, når man ikke ved hvad man skal give folk i julegave!

Man er vel dyreven – muhh!

Jeg ved godt at jeg har lovet et indlæg om gode gaver til børn, og det kommer også i weekenden.  Men i dag skete der noget, som jeg synes fortjener en plads på bloggen. Det handler om at være dyrenes ven, forstående (dog let moppende) kollegaer og om at måtte melde man kommer senere på arbejde, fordi man skal redde en ko.

Torsdag morgen kl. 06.30…

Står jeg op for at lufte hund og fodre heste. Normalt er der forholdsvist stille herude på landet, men i dag er der en lyd der ikke plejer at være… muh-muh-MUHH.

Ja det virker måske underligt, at jeg kan høre en ko kalde, når man nu befinder sig på landet. Men det starter lige så stille og bliver til en mere desparat muh’en. Og der er kun én! hmmm meget mærkeligt! Jeg tager Lille Mickey (mine forældres hund) i snor og bevæger mig ned på stykket mod lyden. Jeg kommer ned til markerne, hvor der nogen gange går køer, og kigger. Det skal lige siges at vi ikke har nogen køer, kun et par islandske heste. Jeg kan ikke se nogen ko. Kun høre, at den lyder mere og mere desparat. Jeg er lidt presset nu, for HVAD GØR JEG? Jeg skal jo på arbejde og klokken er allerede blevet alt for mange. Skal jeg bare lade som ingenting og køre på arbejde? Men hvad nu hvis den sidder fast i et mudderhul, eller i elhegnet. Med disse tanker trasker jeg tilbage til huset med Mickey. Desuden tøver jeg lidt, da jeg faktisk er bange for køer i det fri. De er søde når de er bundet og bare står og gnasker hø. Men ude i det fri er de utilregnelige og løber efter en! Ja, jeg taler af erfaring.

Det er nu begyndt at regne, og jeg har snart ret travlt.

“Jeg kommer senere – jeg skal redde en ko”

åen

Brænde Å

Jeg kan ikke rigtig slippe tanken om, at der er noget galt (og her har jeg måske set lidt for mange film og serier med dyr i knibe – det vil jeg ikke afvise). Jeg prøver at få fat i ham, hvis ko jeg tror det er, men uden held. Derfor skriver jeg en sms til min kollega for at fortælle, at jeg kommer så hurtigt jeg kan. Ko-jagten går i gang. Jeg bliver simpelthen nødt til at vide, om det er et spørgsmål om liv eller død det her (hvilket også gør, at jeg bliver nødt til at overvinde min frygt for køer).

Jeg trækker atter i gummirøjserne og trasker afsted i regnen. Hen over flere stødhegn og jeg bliver tilmed stukket på benene og på rumpetten af KÆMPE torne, fordi jeg skal passere et tjørnekrat. Videre gennem mudder, vand og kokasser for at komme ned til åen. Jeg må være sikker på at koen ikke sidder fast der et sted. Jeg kommer frem til åen, som nærmest ligner en flod med alt det vand der er i. Jeg når endda at tænke, “ihh hvor er her altså smukt, her hvor jeg er vokset op.”

Stadig ingen ko. Kun lyden af den.  Og hvordan kalder man så på en ko? Tja, jeg prøvede at råbe “Muh-ko” og bare “muh”. Den svarede, men kom ikke frem. Men jeg kunne konkludere, at den var på den anden side af åen (et sted), og at den ikke var ved at drukne eller ved at blive stegt af et elhegn. Højst sandsynlig er den bare ikke kommet med de andre ind.

Jeg skyndte mig tilbage og drønede på arbejde med samvittigheden i orden – for man er vel dyreven!

Redningsmissionen afblæst

Loppe to the rescue – well not so much. Men jeg prøvede og var ikke ligeglad. Jeg kan til gengæld oplyse, at da jeg kom hjem fra arbejde var der ingen muh’en. Så går ud fra den fandt sine venner i løbet af dagen. Og desuden har jeg bidraget med underholdning til kollegaerne. Nu har jeg fortjent et varmt bad og masser af popcorn.

Muh herfra,

Kristine

 

PS. “skal vi sende nogen”-kommentaren går jeg ud fra  er en spøg, da vi arbejder inden for TV. Ja ja, der kunne måske have været en god historie der – man ved aldrig…

En lille hverdagsberetning

Her får du lige en lille hverdagsberetning fra en helt almindelig hverdag, hvor jeg ender med at føle mig lidt pinlig til mode.

På en helt almindelig tirsdag eftermiddag…

…går jeg hjem fra arbejde en time tidligere, da jeg skal til optiker. Siden jeg startede på job for en måned siden, har jeg haft mange problemer med mit syn. Og ja, alt tyder på, at jeg skal have en skærmbrille (eller læsebrille – prøv at gætte hvor gammel jeg føler mig!), da min linser er for kraftige til skærmarbejde.

Nå, jeg kører afsted mod optikeren, men jeg er ret tidligt på den (say what!!!! Ja I know – det sker ikke så tit 🙂 ), så jeg beslutter at handle til aftensmaden og de cupcakes, jeg har tænkt at lave i morgen. Jeg drøner i Netto og finder det jeg skal have, og er stadig i god tid, så jeg tager lige en runde i centeret og finder et par flade “voksenstøvler”, dvs. ikke converse, på tilbud OG i min størrelse. Fedt mand! Men jeg køber dem ikke i første omgang. Jeg får tjekket mit syn ved optikeren og vender derefter tilbage til skobutikken, for som min mor altid siger: “hvis de stadig er der, så er det skæbenen” og så må man godt!! Elsker den logik. De var der, nye støvler til mig!

Nye støvler

Nye støvler

Og her kommer den lettere pinlige del!

Jeg har lovet at købe ind til mine kollegaer, der skal producere TV de næste tre nætter. Så jeg trasker tilbage til Netto. Jeg tager en vogn og fylder den godt med ting som disse:

  • Slik – og masser af det
  • Sodavand
  • Chips
  • Chokolade
  • Cookies

og KUN ting i denne kategori indeholder min vogn.

Lige som jeg skal til at lægge mine varer op på båndet, stiller der sig en ung fyr bag mig med med 4 poser krydderier. Jeg kigger på ham og siger: “vil du ikke foran mig?” Han kigger ned i min vogn, griner og siger: “jo, mange tak.” Foran med ham.

Jeg begynder at lægge mine ting op, da en dame kommer og stiller sig bag mig efterfuldt af andre kunder. Men der er jeg altså begyndt, og man kan jo heller ikke blive ved! Så jeg smiler til hende, og skynder mig.

Allerede her får jeg lidt dårlig samvittighed…men hvis alle skal foran, så kommer jeg jo aldrig ud af Netto igen! Især fordi kl. er ca. 17.00.

Den stakkels unge pige ved kassen kigger lidt forvirret på det kæmpe læs sukker jeg har lagt op på båndet. NU begynder det at blive akavet. Ingen siger noget, men alle kigger! Her tænker jeg, at jeg ikke behøver at stå til ansvar for nogen. Selvom den pinlige følelse trænger sig rigtig meget på nu!

Så da kassedamen endelig bryder isen og siger: “det var godt nok meget guf” bukker jeg under, griner og svarer: “heldigvis skal jeg ikke spise det hele selv – det er til TV-produktion.” “Nårhhh”, der går nærmest et suk af lettelse gennem hele den kø, der har hobet sig op. Jamen så er det jo ok! Og hun er alligevel ikke helt sindsyg hende med alt det guf.

Det er sjovt, at man sidder tilbage med en følelse af, at man har lyst til at gå tilbage til Netto og forklare yderligere. Især fordi, at jeg fik sænket farten i køen yderligere, da min lange bon brugte det sidste papir.

Nu er det hele egentlig bare lidt komisk 😀 Sjovt at man alligevel i nogle situationer går ret meget op i, hvad andre tænker om en. Selvom man ikke burde.

Så til jer der skal arbejde de næste tre dage – You’re Welcome!

Det var så en lille hverdagsberetning fra mig, på en dag som startede helt normalt og udviklede sig fra det akavede, til det pinlige og videre til det komiske. Men hey, jeg fik da et par nye støvler!

Jeg håber din tirsdag har været fantastisk!

 

Bedste hilsner,

Kristine

 

PS. I næste indlæg er der lagt op til gode ideer til gaver til børn. Jeg har nemlig lige været til barnedåb. Ideer der ikke driver forældrene til vanvid.

Cinnamon rolls – the American way

Cinnabon

Hjemmelavet Cinnabon

Nu er det vist på tide med en kageopskrift! Jeg har boet i USA på et tidspunkt, hvor jeg studerede. Der er jo mange dejlige fastfood kæder derovre, og den seneste tid har jeg haft ret store abstinenser efter Cinnabon. Cinnabon er en kæde der er kendt for deres lækre cinnamon rolls – og de ER lækre!!!

Den seneste uge har jeg prøvet at eksperimentere mig frem til den “rigtige” opskrift, via en amerikansk opskrift jeg fandt på nettet. Det blev til tre portioner cinnamon rolls – ja det er lidt voldsomt og vi har spist ret mange. Godt man har nogle gode kollegaer, som man kan forkæle lidt. Ellers ville jeg muligvis have fået kanel/sukker forgiftning.  So here goes:

Cinnamon rolls – ca. 10-12 stk.

Dej:

2,5 dl mælk

25g gær

115g sukker

1 tsk salt

2 æg

75g smør/margarine (jeg bruger flydende Oma, Becel eller hvad man nu har)

Ca. 600-700g mel

Fyld:

75g blødt smør

220g brun farin

2 sp kanel

Frosting:

Her tænker du måske “er der nu frosting nok”? Det er der! 🙂

0,6 dl smøreost (fx Philadelphia original). Svarer til ca. 65-70g

8 tsk blødt smør. Svarer til ca. 75-80g

Lidt salt (det udelader jeg, da jeg bruger alm. saltet smør)

1/2 tsk vaniljesukker

170g flormelis

Lidt mælk

Fremgangsmåde:

  • Opløs gæren i lunet mælk. Tilsæt æg, salt, smør, sukker og mel og ælt dejen til den er fin og glat. Det gør ikke noget, at dejen klistrer en smule. Stil den til at hæve et lunt sted i en time.
  • Bland brun farin og kanel sammen.
  • Rul dejen ud til en firkant på en overflade med lidt mel, ca. 40×30. Den skal ikke være så tynd at den går i stykker når man putter smør på og ruller den sammen.  Fordel det bløde smør ud over dejens overflade, og drys brun farin og kanel-blandingen jævnt ud over dejen. Når sukkeret er fordelt på dejen, så tag lige kagerullen og giv den en tur (uden at trykke for hårdt), så sukkeret samles på dejen. Det gør, at fyldet ikke løber så meget ud.

    Cinnamon rolls - the american way

    Ubagte

  • Rul dejen sammen til en pølse på den lange led og skær sneglene ud. Jeg laver dem minimum 4-5 cm brede. Herefter bages de i en bradepande (jeg brugte en firkantet bageform). Det gælder om at stille dem lidt tæt, så de ”vokser” opad i stedet for at flade ud. HUSK at enderne vender ind mod hinanden, så de ikke åbner sig. (det glemte jeg nemlig at tænke over).
  • Bages i 10-15 min. ved 200 grader i alm. ovn. De er færdige, når de begynder at blive gyldne på toppen.

    Cinnamon rolls

    Færdigbagte

  • Frosting: smid smør, ost, vanilje og flormelis op i en skål og miks det sammen til en luftig masse. Mælk kan undlades, men jeg bruger et par skvæt mælk til at få den konsistens, jeg vil have. Det er en vurderingssag. Men det skal ikke være for tyndt!
  • Frostingen puttes på de lettere afkølede snegle – og wupti! Så er der Cinnamon rolls – the American way!

 

Enjoy! Og god fornøjelse

 

Bedste hilsner,

Kristine

 

PS. Jeg putter kun frosting på dem, jeg lige skal bruge. Det er mere lækkert. Så vent med frosting til de skal spises. Dermed kan man også lune sneglene lidt i micro’en, inden man putter frosting på. Mums 🙂

Lad mig vide, hvordan bagningen går!

Voksenliv

Da jeg kom hjem fra arbejde i mandags skete der det her: Jeg satte mig i sofaen efter endt arbejdsdag og tænkte “nu kunne jeg jo egentlig vaske tøj eller støvsuge”. Og der gik det op for mig, at jeg er for alvor er ved at tage fat på mit voksenliv.

Velkommen til dit voksenliv

…eller i hvert fald tanken om det! For det endte jo med, at jeg lavede en hurtig gang aftensmad, og atter satte mig i sofaen for at se den NFL-kamp, jeg ikke havde set søndag/mandag nat. Længe leve Game Pass!!

Selvom jeg sidder her med en pibe i munden og en kop lakridste ved hånden (elsker lakrids!), og føler mig voksen, så ved jeg godt er der er et stykke vej endnu. Men alligevel er jeg et skridt tættere på mit voksenliv fordi:

MAC & piberne

MAC & piberne

  • jeg trives med et 8-16 job, hvilket jeg faktisk ikke havde troet. Elsker at jeg har fri når jeg har fri, og ikke skal tænke på lektier eller 2 jobansøgninger om ugen.
  • jeg er begyndt at cykle på arbejde (og til dem af jer der kender mig godt – Ja I hørte rigtigt!)
  • jeg har købt cykelhjelm og praktisk regntøj.
  • vasketøj, rengøring og oprydning er noget jeg tænker på når jeg kommer hjem. Huset skal jo også passes.
  • jeg overvejer at lave “huset skal passes”- og madplaner.
  • jeg er blevet ALT for gammel til at drikke. Tømmermændene er så kolossale, at jeg faktisk bare tror, jeg dropper alkohol helt.
  • jeg er begyndt at spille golf med min mor.

En væsentlig årsag til at jeg ved, at jeg er ved at træde ind i mit voksenliv er, at det ikke længere skræmmer mig. Bortset fra det der med børn 😀

Så tæt på og alligevel så langt fra

Men selvom flere ting peger i retning af voksenliv, så er jeg stadig ikke voksen nok til at:

  • samle støvsugeren op fra gulvet (og i det mindste sætte den på plads).
  • rydde op efter mig selv. Jeg er er rodehovedet.
  • stoppe med at se tegnefilm. Jeg ser stadig Tin Tin og Asterix tegnefilm, når jeg er syg.
  • droppe at spille Mario Bros og se turtles. Jeg elsker Nintendo og Mario-spil, og har da også set den seneste TMNT film i biografen.
  • planlægge hvad vi skal have til aftensmad. Jeg får take-away så tit jeg kan slippe afsted med det.
  • prioritere”vigtigere” huslige pligter over fx NFL.
  • stoppe med at spise ALT for meget slik.

Tror squ aldrig jeg bliver helt voksen, men hvem har egentlig bestemt, at det er den “voksne” ting at gøre?

Bedste hilsner,

Kristine

 

P.S. Husk at det er ok at spise store mængder slik, så længe man bare drikker rigeligt med vand til!

Det Digitale Kædebrev

Noget jeg har bidt mærke i her i 2014 er, at kædebrevet er blevet remedieret (som de så smukt hedder når et gammelt medie dukker op i et nyt medie), og har fået nyt liv som Det Digitale Kædebrev.

Kædebrevet

Det klassiske kædebrev som jeg husker fra mine (meget) unge dage, dumpede ind af brevsprækken og var enten håndskrevet, computerskrevet eller maskinskrevet. Tit var det en kombination af det hele. Det bestod af tre hoveddele:

  1. Historien bag kædebrevet
  2. Hvad man skulle gøre. Altså hvor mange man skulle sende til, inden for en vis tidsgrænse osv.
  3. Konsekvenserne om død og ødelæggelse, hvis man brød kæden (uhhh).
    1. Hertil altid en ulykkelig og skræmmende historie om, hvad der sker med folk der bryder kæden!

Jeg fik en del kædebreve, skrevet på fedtet, slidt papir. Og fra folk som jeg ikke kendte. Tror bare man for det meste tog telefonbogen frem (gud hvor lyder jeg gammel!), og fandt nogle random navne og adresser. Jeg kan huske at jeg selv har sendt videre, fordi jeg ikke turde andet. Men har aldrig overholdt reglerne.. “hvis jeg nu bare sender til en, så er det vel bedre end ingen?!?” Efter et par gange blev jeg trodsig, og gad ike det pjat mere. Kom ikke her med jeres skræmmekampagner!

I dag har kædebrevet fået et nyt liv online, og er blevet til Det Digitale Kædebrev.

Det Digitale Kædebrev

Mange af os er blevet udfordret eller nomineret til noget her i 2014, her er et par eksempler:

  •  Hop i vandet inden 24 timer, eller giv mig (….). Film og nominer 3 andre til at gøre det samme.
  • 5 hverdagsbilleder (IG). Læg et billed op på din Instagram i 5 dage og nominer en til at gøre det samme for hvert billede.
  • 5 dage, 3 positive ting fra dagen (Facebook), nominer en ven
  • Ice Bucket Challenge til fordel for ALS. Hæld en spand isvand ned over dig inden 24 timer, optag en video af det og nominer 3 andre – eller doner penge til formålet.

Principperne for det digitale kædebrev er stort set de samme som det gammeldaws kædebrev. Der er stadigvæk regler om, hvor mange man skal nominere til at være med og en tidsfrist. Konsekvenserne (hvis de er til stede) har dog taget en lidt anden drejning. Nu handler det ikke længere om karma og ulykke, men om mere materielle ting. Udfordringen med at hoppe i vandet var i den lidt mere egocentrerede genre fra afsenderens side af. “Giv mig en bytur”, “giv mig en middag” eller noget helt tredje. Positive ting og hverdagsbilleder er en lidt mere “spiselig” udfordring. Her er ingen konsekvens, hvis man ikke vil være med. Måske er disse former for udfordringer bare en “sødere” måde at snage i folks liv på?

Og nu ser vi også at kædebrevet bliver brugt til velgørenhedsformål med The Ice Bucket Challenge, som har sat fokus på nervesygdommen ALS. Her deltager folk i stor stil, fordi man gerne vil støtte, eller (måske) fordi man gerne vil lave et social statement. Mon ikke vi ser flere af denne slags digitale kædebreve frem over? Indtil da er der nogle ret sjove videoer, hvor det ikke lige helt gik som planlagt. Så her er et par gode grin.

Der er mange variationer, og jeg tror ikke det er det sidste vi har set til det digitale kædebrev.

Hvorfor gør vi det??

Så hvorfor gør vi det? Er det for at styrke vores sociale relationer, eller bare for at irritere nogen? Personlig branding? Sjov og ballade – eller helt andre årsager?

Jeg tror det er en pæn blanding af det hele, og kommer helt an på, hvad det er for et slags “kædebrev” der er tale om. Hop i havnen er sjovt men også en måde at irritere folk på. En form for kædebrevs-prank. 5 hverdagsbilleder og en lille historie er måske lidt mere tøse-agtigt, og fortæller os noget om, hvad vores venner går op i. Og det er da meget hyggeligt – hvis man ellers gider at lege med. Desuden er det delevenligt indhold der kommer ud af det, og passer perfekt ind i den deltagelseskultur, vi har på de sociale medier i dag.

Personligt har jeg aldrig været den store fan af kædebreve, men synes det er sjovt, at så mange gider at lege med. Bare jeg kan få lov at være fri! 🙂 Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg vil deltage i noget, men det bliver af egen fri vilje og ikke fordi jeg vil undgå at give nogen en stor menu på McD.

Hvad mener du om det digitale kædebrev, og er du en af dem der synes det er sjovt at deltage eller føler du dig presset til det?

 

Bedste hilsner,

Kristine

 

Ps. Hvis du har en god ide til et digitalt kædebrev, eller har haft en sjov oplevelse, så lytter jeg gerne til din historie.

Det er sjovt som

Jeg er typen, der bliver inspireret af hverdagshændelser, hvilket også er tilfældet med dette indlæg. Det der ikke er planlagt, det uforudsete, det overraskende. I dag er jeg fx på vej til møde, jeg har måske lidt travlt og kommer selvfølgelig til at køre bagved en skolevogn, hvor føreren af bilen tilsyneladende ikke er såååå langt i køreuddannelsen. Så tænker jeg: “det er sjovt som, man altid kommer til at lægge bagved en skolevogn, når man har travlt” – og ruller bolden!

Det er sjovt som…

  • Det er sjovt som, alle stoplys er røde, når man er sent på den.
  • Det er sjovt som, det altid regner når man endelig har besluttet sig for at  løbe en tur.
  • Det er sjovt som, min nye køkkenmaskine giver mig lyst til at blive mester i at lave macarons.
    køkkenmaskine

    Her er den så! Min nye kMix

    (Kæresten er dog mindre begejstret fordi jeg fylder ham med kage hele tiden. Hvis du vil se billeder af mine bageforsøg, så finder du dem på min Instagram. Husk det er smagen der tæller!)

  • Det er sjovt som, man føler ens liv er gået i stå, og pludselig dukker nye spændende muligheder op.
  • Det er sjovt som, der aldrig er noget man gider at se i flimmerkassen fredag og lørdag aften. Kun søndag er der gode film (godt man ikke har et arbejde og skal tidligt op – eller..).
  • Det er sjovt som, der aldrig er flere ristede løg, når man virkelig har lyst til en spegepølsemad med remu og ristede (en klassiker)!
  • Det er sjovt som, ens liv har udviklet sig. Slet ikke som man forventede, hvis du spørger mit 18-årige jeg, eller 15-årige eller 8-årige!
  • Det er sjovt som vasketøjskurven altid er fuld og opvaskemaskinen altid skal tømmes.
  • Det er sjovt som vejret påvirker mit humør.
  • Det er sjovt som, jeg ikke rigtig ved, hvor jeg vil hen med det her, andet end at jeg kunne blive ved.

Men det er som om…

  • At selvom tingene kan virke håbløse, så er der (næsten) altid lys forude.
  • At indstilling til tingene kan flytte bjerge.
  • At man kan lære noget af de fleste situationer – især de ukendte.
  • At planer og forventninger ændrer sig – og måske behøver det ikke være en dårlig ting.

Og det er sjovt som mine tanker nogle gange flyver afsted sammen med vinden udenfor. Det er sjovt som en lille køretur kan sætte tingende i perspektiv.

 

Bedste hilsner,

Kristine

 

Ps. Har du nogle gode “Det er sjovt som..”- oplevelser eller bare et godt aha-øjeblik, som du vil dele. Så smid dem i kommentarfeltet herunder.

“Ledighedsmode” – Pas på!

Hvis du, ligesom mig,  er en af dem der er blevet kastet rundt i ledighedsmanegen gennem længere tid, så kan du måske nikke genkendende til det her: “Ledighedsmode”.

“Ledighedsmode” – kender du det?

Du kender det sikkert. Efter at have været ledig i noget tid nu så føler jeg, at der er visse stadier man kan se tilbage på, og jeg har valgt at skitsere dem overordnet her:

  1. Jaaaa, jeg er færdig med min uddannelse og klar til at erobre verden!
  2. Der kommer snart et job til mig!
  3. “Ledighedsmode” part. 1
  4. Motivation efterfulgt af fortvivelse
  5. “Ledighedsmode” part. 2: Egoisme efterfulgt af dårlig samvittighed

Lad mig forklare nærmere…

Jeg blev færdig med min kandidat for snart et år siden. Endelig var jeg klar til at komme ud og bidrage til samfundet! Man er motiveret de første par måneder og fuld af håb og godt mod. Men eftersom jobbet lader vente på sig, så daler motivationen, og “ledighedsmode” part 1 indtræffer.

Det starter med, at de ansøgninger man skal skrive, ens A-Kasse, for ikke at tale om Jobcentret, hænger en ud af halsen! Så sker der det, at man pludselig bliver en doven teenager igen, der er oppe til langt ud på natten og sover det meste af dagen. Derfor siger jeg “Ledighedsmode” – Pas på! For her går det for alvor ned ad bakke med selvværd og motivation, hvilket resulterer i, at man kommer bagud med det man skal. Og det hjælper ikke ligefrem på humøret!

Motivation og fortvivelse er en del af det at være ledig. Hvorfor kan ingen bruge mig?? Jeg har endda investeret mange penge i udenlandsophold, haft det perfekte studiejob og har i det hele taget et kick-ass CV. FRUSTRATION!

Nu sætter “Ledighedsmode” part 2 ind. Jeg går sent i seng og står sent op. Træningen er gået i stå. Det er det stadie, hvor man bliver egocentreret og føler hele verden er i mod en. Jeg skammer mig over at være på dette stadie. Jeg har fx svært ved at glæde mig over, når mine tidligere medstuderende får job, og kan næsten ikke få mig selv til at trykke “like” på deres glade statusopdateringer på diverse sociale medier. I stedet bliver jeg endnu mere bitter over, at jeg nu tvinges til at deltage i workshops om bl.a. Generel brug af internettet og LinkedIn ved Jobcentret. JEG HAR EN KANDIDATGRAD I MEDIEVIDENSKAB FOR CRYING OUT LOUD!!!

Jeg beklager…

…at jeg muligvis er svær at leve sammen med for tiden. At jeg ikke udviser stor entusiasme overfor andre der får job (tro mig, jeg synes det er mega flot og er glad på jeres vegne!). Det er svært og irriterende ikke at kunne tage springet, og starte sin karriere. MEN det skal nok lykkes – for jeg er awesome! Det må man bare sige til sig selv, og trække sig selv ud af “Ledighedsmode”.

Og til dig med job – godt gået! – og husk ikke at brokke dig alt for meget over det – især hvis du har arbejdsløse venner 🙂

 

Bedste hilsner,

Kristine

PS. Måske man bare skulle blive selvstændig! Gode råd modtages gerne.

© 2017 Kristine T. Boeskov

Theme by Anders NorenUp ↑